Sådan var mit liv...


”Når jeg taber mig, får jeg mere succes”

”Den her kur giver mig drømmekroppen og gør mig glad og tilfreds”

”Hvorfor kan jeg ikke finde ud af, når jeg godt ved, hvad der skal til?”

”Hvorfor kan jeg ikke mærke, hvad der er rigtigt for mig?”


Sådan lød min indre dialog tit.

Jeg var fanget i perioder med restriktive kure, mere eller mindre mystiske madregler og nogle gange også faste paradigmer for min træning, og det førte ikke til lykken. Jeg vil snarere sige, at det bidrog til et mere forstyrret forhold til mad og krop. Jeg turde ikke gå efter mine drømme, før jeg var i mål. Måske genkender du det hos dig selv? Så kender du sandsynligvis også til, hvor opslidende det kan være at være kapret af tanker og uhensigtsmæssige mønstre. Det er trist, og vi fortjener bedre!

Tendenserne i samfundet og tidens idealer for krop og sundhed spiller også en rolle her; noget der har accelereret med påvirkningen fra sociale medier. Markedet bugner af slankeprodukter og eksperter, der lover hurtige resultater til den perfekte, slanke krop. Mange kæmper en kamp for at leve op til disse urealistiske idealer – jeg gjorde også. Og jeg kæmpede også med selvkritik over ikke at lykkedes, selvom jeg godt vidste, hvad der skulle til.

Mit liv med fuldtidsjob, fritidsaktiviteter, familie og venner var et velsmurt hamsterhjul, vil jeg kalde det. Problemet var, at jeg levede så meget i hovedet, at jeg ikke mærkede og/eller forstod vigtigheden af at lytte til min krops signaler, og det endte med, at jeg fik stress i 2021. Det stod bøjet i neon, at jeg var nødt til at tilrettelægge mit liv på en anden mere balanceret måde. Det var i virkeligheden den spæde start på denne virksomhed.

... men jeg fandt en ny vej til LIV I LIVET

I forbindelse med min stress stiftede jeg bekendtskab med kropsterapi første gang, og jeg mærkede med det samme, hvordan behandlingerne rent fysisk løsnede min spændte krop og skabte mere plads til, at jeg kunne trække vejret helt ned i maven. Effekten blev forstærket af, at de gik et lag dybere til de mentale og psykiske årsager, der lå bag kroppens tilstand. Billedligt talt blev min krop genforenet med mit hoved. I den periode fokuserede jeg også på mindfulness og meditation for at få ro på tankerne og finde kontakten til mit indre liv. Jeg var fascineret og ville selv lære denne terapiform, så jeg begyndte på uddannelsen i januar 2022.

Da jeg, lidt tilfældigt, stødte på Marie Steenberger’s Madmentor-uddannelse i løbet af 2022, var min interesse straks vakt. Her var der noget, som talte ind i en mere selvkærlig vej. En tilgang som kigger bagom årsagerne til uhensigtsmæssige spisemønstre og dermed kommer ned i roden til den tilstand, man er i. Uddannelsen er tilrettelagt, så man arbejder med egne problematikker undervejs, og jeg er kommet langt i min proces hen mod et mere afslappet forhold til mad og større kropsaccept. Det har givet mig et nyt perspektiv.

Min egen historie bruger jeg nu som afsæt for at hjælpe andre til at få LIV I LIVET.

PS - jeg har heldigvis fået en indre dialog, hvor de mere selvkærlige stemmer spiller en langt større rolle.

Uddannelse og erfaring

Jeg er certificeret Madmentor fra Marie Steenberger. Det er en uddannelse i sundhedspsykologi med fokus på bagvedliggende fysiske og psykiske årsager, der forhindrer vægttab og et naturligt forhold til krop og mad. Jeg er uddannet i at bryde destruktive spise-mønstre og hjælpe mennesker, der har en negativ kropsopfattelse.​ I mit arbejde som Madmentor anvender jeg coaching som metode og inddrager viden om basal ernæring (med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens officielle kostråd), spisemønstre, visualiseringer samt terapeutiske metoder som Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og Compassion Focused Therapy (CFT).

Jeg er elev på Manuvision uddannelsen, hvor jeg undervises i de teknikker og systemer, der hører til en kropsterapeutisk behandling og i sammenhængen mellem krop, følelser og tanker. Det er bl.a. dybtgående massageteknikker, ledfrigørelse, samtaleteknik, meridianlære og indføring i nervesystemet og åndedrættets betydning. Jeg lærer at skærpe mine sanser og derved aflæse kroppens sprog og møde mennesket inde bagved. 

Før jeg etablerede Liv i livet - Kropsterapi & Coaching, arbejdede jeg i rundt regnet 20 år med Human Resources i forskellige videnstunge virksomheder. Her var empati og relationer centralt, bl.a. i forbindelse med rekruttering, afholdelse af workshops og styrkebaseret coaching. I dag har jeg ved siden af min virksomhed et deltidsjob på kontor, hvor jeg arbejder med at onboarde udenlandske eksperter til jobs i Danmark.